Fredag den 7. marts 2025 blev en jødisk kvinde blev brutalt overfaldet på Christiania, alene fordi hun er jøde og bar et israelsk flag på sin ryg. Dette er ikke blot en tilfældig voldshandling – det er en utilsløret antisemitisk forbrydelse, som ikke kan ignoreres.
Her ses skrammerne på kvinden efter overfaldet.Foto: Privat
Det er fuldstændig uacceptabelt, at jøder i Danmark ikke kan bevæge sig frit uden at frygte for deres sikkerhed. Det er uacceptabelt, at en kvinde – uanset hvem hun er, og hvad hun har på, blot fordi hun bar et flag – skal udsættes for overgreb, chikane og vold. Hvor er oprøret? Hvor er den politiske handling? Hvor er de højrøstede forkæmpere for frihed og menneskerettigheder nu?
Dette overfald er ikke bare en skamplet – det er en advarsel om, at antisemitismen i Danmark har nået et kritisk niveau. Hvis vi vender det blinde øje til, normaliserer vi det uacceptable. Vi sender et signal om, at det er i orden at true og angribe jøder i det offentlige rum. Ifølge en artikel i B.T., skrevet af Jotam Confino, blev kvinden ikke blot spyttet på og skældt ud – hun blev angrebet, kvalt og slæbt hen ad jorden, mens en gruppe på mindst 50 mennesker så passivt til. Ikke én hjalp hende. Tværtimod hånede de hende. Hun råbte om hjælp, men svaret var isnende koldt: "Ingen vil hjælpe dig her."
Dette er ren terror mod en dansk jøde i hjertet af København.
Hvad gjorde politiet?
Da hun endelig fik fat i en betjent, var det første spørgsmål ikke, om hun havde det godt –, men hvorfor hun bar et israelsk flag i Christiania. En kvinde bliver overfaldet, mishandlet og ydmyget, og politiet spørger hende, om hun selv har skylden?
Det er ikke bare uanstændigt – det er en skandale.
Ifølge kvindens vidneudsagn forsøgte hun at ringe til politiet flere gange under overfaldet, men hun fik ingen hjælp. Mændene, der angreb hende, kaldte hende "barnemorder", "jødisk luder" og truede med at skære flaget af hende med en kniv. Da hun forsøgte at holde fast i sit flag, blev hun grebet i struben og kvalt. "Efter at have fået revet flaget af, blev hun slæbt hen ad asfalten og efterladt med fysiske mærker og skader."
Lægejournalen bekræftede, at hun havde røde mærker på halsen, skrammer på kroppen og smerter i nakken. Politiets langsommelige og uforståelige reaktion vidner om et alvorligt systemisk svigt.
Det er ikke første gang, vi ser dette mønster. Jøder i Danmark oplever i stigende grad chikane, trusler og vold, og de få, der tør at gå offentligt med deres oplevelser, bliver enten ignoreret eller får at vide, at de selv bærer ansvaret for at "provokere" ved at vise deres identitet. Hvor er de myndigheder, der skulle beskytte dem? Hvor er politikerne, der burde reagere på dette eskalerende had? Hvorfor er det stilhed, når det er en jøde, der bliver overfaldet? Denne sag er ikke en isoleret hændelse, men et spejl af den stigende antisemitisme i Danmark. Vi ser det i skoler, på arbejdspladser, i gaderne. Vi ser jødiske børn skjule deres identitet af frygt for at blive chikaneret. Vi ser hadet trives og være accepteret under dække af "kritik af Israel."
Nok er nok.
Vi vil ikke acceptere en fremtid, hvor jøder i Danmark skal frygte for deres liv, hvis de vover at bære en davidsstjerne eller et israelsk flag. Og at det sker på Christiania – et sted, der burde stå for frihed og tolerance? Jeg har efterhånden oplevet, at de mennesker, der taler mest om medmenneskelighed, tolerance og åbenhed, ofte viser sig at være de mest intolerante af alle. De har et tunnelsyn og er ude af stand til at udvise empati og medmenneskelighed – i hvert fald, når det gælder dem, de ikke selv sympatiserer med. Alle disse såkaldt "gode" og ”tolerante” mennesker burde tage et langt og grundigt kig på deres egen opførsel og reflektere over deres handlinger.
I dagens Danmark kan palæstinensisk sympati frit og uproblematisk vises i det offentlige rum. Demonstrationer med Hamas-flag, slogans som "From the river to the sea" og udbredelsen af direkte hadfuld retorik møder sjældent kritik. Men en jødisk kvinde, der bærer et israelsk flag, bliver overfaldet, mens 50 mennesker står og ser på.
Det er en grotesk, skævvredet virkelighed. Det var under hamas' flag, at et af mine familiemedlemmer og mit folk blev brutalt myrdet og mishandlet den 7. oktober 2023 – en dag, der har efterladt dybe sår i mit hjerte.
Uanset hvor smertefulde minder dette flag vækker i mig, ville jeg aldrig overfalde et menneske, der bærer det. Når jeg ser dette flag, bliver jeg mindet om den ubeskrivelige ondskab, som min familie i Israel har lidt under. For min familie betyder dette flag ikke bare en politisk sag – det repræsenterer helt konkret den smerte og de ødelæggelser, de har levet med i årtiers raketangreb fra Gaza. Og alligevel – trods denne smerte – vil jeg aldrig overfalde et menneske, der vælger at bære dette flag.
Vold mod andre kan aldrig retfærdiggøres, uanset hvor dyb smerten er. Jeg ved, at smerten ikke er ensidig. Begge sider af denne konflikt bærer på et dybt traume – familier på begge sider har mistet elskede, og sorgen kender ingen grænser. Men netop derfor mener jeg, at vi aldrig må lade vores smerte føre til had og vold mod andre mennesker.
Uanset hvor uenige vi måtte være, må vi aldrig glemme, at respekt for hinanden er fundamentet for et civiliseret samfund. Ingen fortjener at blive mødt med vold, fordi de bærer et flag eller udtrykker deres holdning. Vi forventer:
At myndighederne anerkender antisemitisme som en voksende trussel og handler derefter.
At politiet efterforsker denne sag som en hadforbrydelse og retsforfølger gerningsmændene.
At medierne holder op med at underspille og relativere antisemitisk vold.
At de, der konstant taler om tolerance, endelig viser den – også når det gælder danske jøder.
Hvis vi som samfund ikke reagerer nu, hvornår gør vi det så? Hvornår bliver det nok? Hvis vi tillader dette at ske uden konsekvenser, har vi mistet vores moralske kompas. Vi har mistet det Danmark, vi troede på – et Danmark, der skulle være et demokrati baseret på frihed og lighed for alle.
Vores tavshed er vores accept.
Vores handlinger – eller mangel på samme – definerer, hvem vi er.
Og lige nu svigter vi ikke bare den jødiske kvinde, der blev overfaldet.
Vi svigter os selv.
Comments